Menu

U14 i kamp om oprykning - U13 skuffer (1)

06. juni 2013 kl. 02:11
U14 kom sig hurtigt efter sidste uges skuffende resultater og vandt en komfortabel sejr over Fremad Amager. U13 skuffede og stillede kun syv mand i en 9-mandskamp mod Nørrebro United. Det var ikke sjovt - jo måske for Nørrebro United, som fik deres første sejr - 4-3

Holdleder for U14, Sverre Riis Christensen refererer:

Hold 1, dagens kamp mod Fremad Amager ude på øen. Ingen fotos, udløsertiden er for langsom til at fange begivenhederne :-)

Klassisk opstilling, klassisk taktisk oplæg, innovativt indspil fra reservetræner Nicolai: "Nu holder vi faeddernemøøø (han er høflig) aftalerne!!!". Og kvalitetsvand fra reserveholdleder Sverre (tæt på at blive udvist og dermed videreføre stolte traditioner fra Gistrup :-), mere om det senere)

Efter 5 minutter kludrer det røde forsvar rundt og er høflige over for hinanden: "Vil du tackle ham?" ; " Nej da, bestemt ikke, han løber i din side." ; "Jamen Jonas, så har du måske lyst?" ; "Nej da, det må du endelig gøre, hvis du har lyst. Du må også gerne løbe over i den anden side og tackle." 1-0 var en realitet længe inden konversationen var afsluttet.

Men så vågnede de pæne drenge fra Østerbro op og gav mindelser om "The Red Army", de russiske ishockeykæder fra '80-erne (Khrutov, Larionov, Makarov, Fetisov, Charlamov, Petrov o.s.v.). 

Det ene flot komponerede angreb efter det andet rullede frem: Ud til fløjen, op langs kanten, indover i det åbne rum mellem ø-boernes forsvar og målmanden til vekselvis Julian, Bulla, Frederik, Gribben, Jonas, Andy, Mehmet o.s.v. - og et par andre, der stod i kø som sovjetrusserne.

Nå, kronologisk:

I kampens 6. minut rullede den Røde Hær det første af de beskrevne mønsterangreb op: Udkast i siden til backen, chokoladeaflevering fremad linien, indover i det åbne rum, løbetur til Julian og kasse! 1-1.

De, der har holdt ud så langt - forfatteren er også reserve ind imellem for Jørgen Leth :-) - får nu belønningen: Kampens slutresultat 1-11, så kan øboerne lære det.

I omklædningsrummet blev Julian udråbt til kampens spiller for ØIF: 
4 kasser, Østerbroklasse! 

Bulla listede 3 ind (ét var et klassisk boks-spiller-ryggen-til-målet mål: Lutfi får fisket en bold til sig midt uden for straffesparket og vipper den i et lille lob med det sorte af tåneglene frem mod Bulla, der står med ryggen til mål, mellem to af Fremad's mindste spillere (1,48 m pr. stk., skønsmæssigt), han drejer rundt for at gå til bolden, ser at målmanden er for langt ude og lobber den hæsblæsende smukt i en bue så blød som en babys kind op mod cumulusskyerne, der tårnede sig op på den blå sommerhimmel (Jørgen Leth igen) over Amagerkanernes målmand (eller måske mål-and?) og i kassen.

Frederik, Gribben, Jonas og Andy ekspederede hver 1 stk. i garnet.

Kampens produktudvikling: Jonas styrede to fremragende off-side fælder af høj international klasse, som fangede 4 af de højeste Amagerkanere (1,49m, skønsmæssigt) off-side begge gange.

Kampens største forbedring fra sidste kamp: Emil, goddammit, reddede igen røven på holdet ved et straffe - MEEEEN denne gang fangede han også riposten og efter knapt så velspillede kombinationer fra Den Røde Hær, fik en eller anden knaldet bolden ud af kommunen!! Det kaldes klumpspil i andre kampe, i denne var det bare knapt så poleret spil, som det, vi var blevet vant til.

Kampens ØV: To voldsomme overfald. Ét på Rasmus (stempling oppe på låret), men han blev OK. Ét på Gribben på læggen og achillessenen. Gribben var ude for resten af kampen. Vi håber, at han bliver frisk hurtigt. Reserve-holdlederen forsøgte lidt fikst at antyde over for dommeren, at det muligvis ikke var finalen i FA Cup, men en drengekamp, og at et eller andet rektangel løftet op over for Fremad Amagers anfører, som var den ansvarlige, måske ville være på sin plads. Men da samme reserveholdleder (diskretion forbyder mig at nævne navne) ved overfaldet på Reuter på en endnu fiksere måde havde antydet det samme, syntes dommeren: "Nu holder du din kæft, ellers er det ud af det hér anlæg!". Og reserveholdlederen havde ikke lyst til at fratage en unavngiven cheftræner for holdet retten til at være: den eneste ikke-spiller, der til dato er blevet udvist i en kamp for Den Røde Hær (læs ØIF U14, hold 1).

ØIF er nu på 2. plads i rækken, 2 points efter HIK (førstepladsen), men med 1 kamp mindre spillet!

Fantastisk kamp, drenge! Reservetræner og reservevandbærer var stolte over at se jer præstere på højeste niveau i 2*40 minutter. Det samme var 3 andre fædre og faste støtter til udekampe :-)


Resultater i ungdomsafdelingen:
U19 - AB Tårnby 2-10
U17 - BK Frem 2-10
U17 - KB 10-2
U14-2 - Fremad Amager 11-1
U13-2 - Nørrebro U. 3-4
U13-5 - B.1950 1-9

Luk