En rigtig flot tilmelding, som i år bragte os op på 8 hold - og udover HB som er fast deltager, deltog også Viktoria med et hold. Så det er efterhånden en lille Fælled Cup vi afholder.
Vi produktudvikler jo løbende turneringsformen, men der er stadig plads til forbedring, hvis man skal dømme ud fra kritikken. Men det ville heller ikke være en rigtig Willy Larsen Cup, hvis der ikke var kritik af stort set alt der foregår. I virkeligheden er vi bare nogle kvajpander - vi kan jo bare lære det.
Som noget nyt i år, havde vi delt turneringen i 2 puljer, opdelt efter alder. D.v.s. en pulje for de yngre og en for de ældre. De 2 puljevindere mødtes så i en finale og de to toere spillede om 3 og 4 pladsen.
Og lad os med det samme sige at det var turneringens bedste hold der vandt; nemlig ØIF veteran, som både kan spille fodbold og løbe. Det er der ikke mange af de andre hold der magter. Veteranerne vandt i finalen over LederHoldet (ved Kim Sindahl) og 3 og 4 pladsen fandt sted mellem I holdet og HB SuperMasters, med I holdet som vinder.
Resultatet blev:
- ØIF veteran
- LederHoldet
- I holdet
- HB Super Masters
Efter tidligere års surmuleri, er vi belært af erfaringen, holdt op med at nævne placeringerne fra 5 til 8. Men alligevel tak til Viktoria for deltagelsen.
Alt i alt, en meget vellykket sportslig afvikling og atter i år med Franko som meget myndig dommer. At han løbende under turneringen ændrede reglerne og kampenes længde, skyldes nok at han om morgenen, havde lyttet lidt til nogle af sit hjemlands vemodige sange. Berlusconi har trods alt ikke levet forgæves.
Til sidst et stort tillykke med sejren til ØIF Veteran.
Efter det sportslige var afviklet var der spisning i klubhuset, som i dagens anledning var blevet ommøbleret, for at gøre plads til de mange deltagere. Alt forløb i god ro og orden, ligesom den obligatoriske billardturnering. Den blev i øvrigt vundet af Øbro Træ, repræsenteret ved Tommy Spurv og Hans Bonderøv.
Det var først efter midnat, at de sidste blev smidt ud og vi kunne alle se tilbage på en vellykket dag. Vi skal måske gøre opmærksom på, at i forbindelse med hjemturen, hvor der tidligere har været mange tilskadekomne (cyklerne kan være genstridige på det tidspunkt af dagen), ikke er rapporteret om så mange skader som der plejer.
Med sportslig hilsen
Turneringsleder
Steffen Søberg