Referat af ordinær Generalforsamling i Østerbro IF – torsdag den 22. marts 2018

Formand Torben Friberg bød velkommen til de 25 fremmødte.
- Til dirigent valgtes enstemmigt Steen Christensen, som kunne erklære, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.
- Formandens beretning v. formand Torben Friberg:
Formanden berettede om et godt og spændende 2017, men også et år med mange udfordringer.
Handlingsforløbet vedr. den afgåede sportschef Casper Christensen blev opridset. Sagen er blevet overgivet til politiet og vil her – har det vist sig - blive viderebehandlet i et samlet sagsforløb med andre tilsvarende CC sager. Stor ros og tak til Seniorafdelingens trænere og holdledere, som formåede at arbejde videre i den nye kontekst og holde fokus på det fodboldmæssige.
En anden stor udfordring, der lå i 2017, var at vi skulle begynde at forholde os til Persondataloven og implementeringen af denne senest medio maj 2018.
Herunder Fodboldpas. Dette pas skal hjælpe Klubben med at overholde lovgivningen. Her finder man ud af, hvor stor en klub Østebro IF i virkeligheden er. Alle klubbens registrerede fodboldspillere skal have et personligt fodboldpas i digitalt format.
I denne indkøringsperiode blev kontorets administration ramt af længerevarende sygdom, som betød en stor arbejdsbyrde for bestyrelsen. Ikke mindst i forbindelse med Persondataloven og det nye automatiske online-kontingent-system, som var planlagt til at træde i kraft primo 2018.
Februar 2018 fik Østerbro IF en ny administrativ medarbejder på kontoret.
Rent fodboldmæssigt startede Fodboldsæsonen 2017 rigtig godt – og vi kunne allerede komme på græs den 5. april.
Vi har fortsat vores samarbejde med FCK i forbindelse med forskellige events, camps og partnerskabsaftaler.
Vi havde 2 ugers succesfuld DBU-fodboldskole i sommerferien.
Vi havde i 2017 fem turneringsvindere: U13, U14, U16, 32+ samt et lukket 11-mands-hold.
I 2018 tegner det også godt, idet vi er tilmeldt DBU-fodboldturneringen med 69 hold - 42 ungdomshold og 27 seniorhold.
Vi deltog i DHL-Walkaton, hvor vi fik ansvaret for at vejvise løberne. Samlet var vi 150 personer fra Østerbro IF over de 5 dage, DHL-Walkaton varede. Stor ros fra Sparta, som gerne vil have os til at stå med ansvaret igen i 2018.
Vi havde samarbejde med FANT-fodbold, Erik Rasmussen, og donerede 12 store sække brugt Østerbro IF-fodboldtøj til Sierra Leone.
Alt dette havde selvfølgelig ikke kunnet lade sig gøre uden at vi havde gode trænere, ledere og rigtig mange frivillige i klubben. Stor tak til alle for super arbejde.
Alt tegnede lyst, men så kom der et mega regnvejr over Fælledparken under Spartas halvmaraton - baner blev lukket og hjemmekampe kunne ikke spilles i Fælledparken. Den gode historie er efterfølgende, at kommunen har afsat 1 million kr. over de næste tre år – til bedre fodboldbaner i Fælledparken.
Kim Backmann blev kåret som årets træner og fik overrakt Træner-Pokalen. Pokalen blev givet for hans store engagement for Dame-truppen, hvor han har formået den svære kunst at kombinere, det at ville skabe resultater sammenholdt med, at der er lagt stor vægt på det sociale sammenhold i hele dametruppen.
Lise Jensen blev kåret som Årets Østerbro’er og fik overrakt pokalen for sit store engagement og sin entusiasme i hele dame-afdelingen og i den nye pige-afdeling. Som event manager og tovholder, i mange sammenhænge, er hun med til at skabe gode sociale relationer.
Stor tak til Leo for hans store arbejde og hjælp med at bringe vores gamle kontingentsystem ajour, inden opdatering til vores nye digitale kontingentsystem.
Mogens Olsen fik tildelt Østerbro IF’s Guldnål. Det er en fornøjelse at se, at han i sit 70-årige medlemskab af ØB/Østerbro IF, stadig er aktiv og træner/løber hver torsdag i Fælledparken.
Nye initiativer i 2018
Samarbejdet med DBU og moderklubberne i 3F-Ligaen og 1.Division.
Østerbro IF har startet samarbejde med DBU København omkring ”Københavnske piger spiller også fodbold”.
Østerbro IF har fået en repræsentant i Lokalråd Østerbro.
Østerbro IF har underskrevet en formaliseret samarbejdsaftale med DBU København og Ældresagen - motionsfodbold.
Østerbro IF har indledt det begyndende samarbejde med Jacob Uth fra Rigshospitalet - Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning (UCSF), FodboldFitness ABC (After Breast Cancer)
Formandens beretning blev godkendt under applaus.
- Indkomne forslag: Bestyrelsens forslag til 3 vedtægtsændringer blev enstemmigt vedtaget. Se ændringerne herunder:
- Kasserer Poul Klarskov Andersen fremlagde det reviderede regnskab, som blev enstemmigt godkendt.
§6:
- Østerbro IF optager såvel Aktive som Passive medlemmer. Ved optagelsen vedgår medlemmet at have læst Østerbro IF’s vedtægter på klubbens hjemmeside. Det enkelte medlem binder sig kontingentmæssig for et halvår, d.v.s. for 1. januar – 30. juni eller 1. juli – 31. december. For lukkede hold er terminen 1. marts – 30. august eller 1. september – 28. februar. Ligeledes kan overgang fra Aktiv til Passiv kun ske pr. halvår.
- §7
- Udmeldelse af Østerbro IF. Det enkelte medlem skal for at det er gyldigt, selvstændigt gå ind på Østerbro IF’s hjemmeside og melde sig ud. Udmeldelse skal ske mindst 14 dage før udløbet af medlemmets betalingstermin.
- §16
- Ordinær Generalforsamling afholdes hvert år i marts måned, og indkaldes af Bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel ved meddelelse på Østerbro IF’s hjemmeside, samt ved opslag i Klubben. Med indkaldelsen til den ordinære Generalforsamling, skal følge dagsorden samt evt. indkomne forslag, der skal behandles på Generalforsamlingen.
- Valg
- De 3 bestyrelsesmedlemmer Frank Kristoffersen, Freddy Lillelund og Christian Norup blev genvalgt. Idet Poul Klarskov Andersen ikke modtog genvalg, valgtes Lise Jensen som bestyrelsesmedlem. Alle for 2 år.
- Da der på Generalforsamlingen ikke umiddelbart var kandidater til suppleant posterne, blev bestyrelsen bemyndiget til selv at finde suppleanter jfr. arbejdsopgaver.
- Frank Wonsyld og Per Reitelseder valgtes til kritiske revisorer for 1 år.
- Poul Klarskov Andersen valgtes som kritisk revisor-suppleant for 1 år.
Bestyrelsen konstitueres på førstkommende bestyrelsesmøde.
Til slut takkede Generalforsamlingen Poul Klarskov Andersen for hans store arbejde gennem rigtig mange år.
Formanden takkede for god ro og orden og erklærede generalforsamlingen for afsluttet. Derefter bød Klubben på dejlig lasagne og en øl/vand samtidig med at vi så Danmark-Panama på storskærm.
Referent: Charlotte Britt Hansen