Information om generalforsamling, medlemsblad og klubbens økonomi
Fra Redaktionen:
I de seneste numre af medlemsbladet har der været nogle faste indlæg fra Redaktionen
om stort og småt.
Redaktionen kan ikke mere skrive til medlemsbladet, idet bestyrelsen har besluttet at
indstille udgivelsen indtil vor økonomi kan klare det igen.
Derfor vil der komme indlæg til vor hjemmeside med mellemrum.
Som bekendt afholder klubben Generalforsamling onsdag den 5. marts 2014 kl. 19.30.
Der serveres et lækkert måltid mad til de fremmødte mellem kl. 18.00-19.00. Det er gratis.
Mød op til Generalforsamlingen og giv din mening til kende.
Er du interesseret i at lave et stykke arbejde for klubben kan du lade dig vælge til bestyrelsen.
Der er 6 pladser på valg til bestyrelsen.
Dagsordenen har været bragt i medlemsbladet der udkom omkring nytår. Dagsordenen hænger
på opslagstavlen i klubben.
Som det kan ses ovenfor har vi besluttet at indstille udgivelse af medlemsbladet indtil videre.
Dette hænger sammen med økonomien. Vores tilskud fra Kommunen ( FOS ) er blevet omlagt fra 2014. Dette medfører for de klubber med en stor ungdomsafdeling at tilskuddet bliver reduceret kraftigt. For vor klub betyder det, at tilskuddet lige pludseligt bliver ca. kr. 350.000 mindre sammenlignet med sidste år. Dette fik vi først at vide i december måned 2013.
En amatørklub som Østerbro IF kan ikke lige pludseligt stå uden et så stort beløb uden at det for konsekvenser.
Bestyrelsen har derfor efter møder besluttet følgende:
Kontingentet bliver sat op pr. 1. april 2014. Dette giver en merindtægt her og nu. Men samtidig har det været nødvendigt at spare alle steder hvor det er muligt. Bestyrelsen har valgt at spare de steder,
hvor det har været muligt. Trænere og ledere i de enkelte afdelinger er blevet informeret om besparelserne.
Samtidig arbejder bestyrelsen på at overbevise Kommunen om, at ændringen er til skade for klubberne.
Redaktionen