Ungdomssportschef Jørgen Søgaard stopper i klubben
Efter et år i klubben har ungdomssportschef Jørgen Søgaard valgt at sige stop. Årsagen er, at Jørgen og hans familie flyttede til Vejle i november måned. Jørgen kan derfor ikke længere forene rejsetid med familieliv, ligesom han sportsligt ikke kan stå til måls for de krav der er forbundet med hans funktion som ungdomssportschef. Klubben og Jørgen blev tilbage i November måned enige om at gi’ et ”long distance” forhold chancen, og det har egentlig også langt hen af vejen fungeret godt. Jørgen udtaler dog selv, ”Jeg har valgt at stoppe, da rejsetiden ikke længere er foreneligt med mit familieliv. Sportsligt fortjener klubben og mine dygtige trænere meget mere opmærksomhed og sparring i hverdagen, når bolden triller i fælledparken. Meget ku’ jeg løse over internettet og via telefonen, men alle mine praktiske gøremål i hverdagen har hængt på Casper og Freddys skuldre, ligesom meget først er blevet løst når jeg var i klubben.” Jørgen stopper dog ikke uden at færdiggøre hans projekter henover efteråret. Sammen med Freddy er Jørgen nemlig godt i gang med at sammenfatte ”den røde tråd” for børne- og ungdomsafdelingen, ligesom han har et projekt kørende med DBU København og bl.a. skal male logoer på vægen i taktiklokalet m.m. Det betyder at man fortsat vil kunne møde Jørgen i klubben, dog ikke i rollen som ungdomssportschef, men som frivillig. ”Jeg kan ikke li’ at sige farvel og efterlade uafsluttede projekter og initiativer jeg selv har været med til at starte. Var jeg blevet fyret pga. samarbejdsproblemer, så havde sagen været en anden, men nu er det jo mig selv der har valgt at stoppe”, siger Jørgen. Jørgen er dog glad for, at klubben allerede har fundet en kompetent afløser til hans funktion forud efterårssæsonen. ”Jeg havde selv to dygtige kandidater i spil til overtagelse af min funktion, og begge var de trænere i ungdomsrækken. Jeg havde dog ingen indflydelse på den endelige beslutning, da det helt naturligt lå på Senior- og Børnesportschefens bord. Det glæder mig dog, at man har valgt en af de to kandidater.” Grundet manglende tilslutning til U19 holdet har vi valgt at nedlægge afdelingen og inkludere spillerne i seniorafdelingen. Det var derfor helt naturligt at gi’ førerpinden til vores dygtige og kompetente træner i afdelingen, Mikkel Køster. Han er allerede tiltrådet i rollen som assisterende senior- og ungdomssportschef, under daglig ledelse af CC.
Klubben kommer til at savne Jørgen i rollen som ungdomssportschef, ligesom Jørgen kommer til at savne klubben. Til August starte Jørgen i en fastansættelse på NOVA skolen i Vejle, hvor han skal være koordinator for EliteVejles ungdomselever på skolen, i tæt samarbejde med bl.a. Steen Thychosen og Vejle Boldklub, håndboldklubber og karateklubber m.m. i lokalområdet. Dette er en stilling og et spændende projekt som Jørgen ser frem til at komme i gang med. Klubben ønsker Jørgen alt mulig held og lykke med fremtiden i det Jyske, og håber at se ham en del i klubben fremadrettet.