Over hundrede Østerbro-børn til stævne i weekenden
U5: I den forgangne weekend trænede de mindste spillere i klubbens historie for første gang. U5 - det vil sige drenge og enkelte piger, 3-4 år gamle.
U6: De lidt større; de 4-5 årige var til deres første stævne. Snart får vi dem se i klubbens nye kampdragt. Lars; far til Loui fortæller: "Det var dejligt vejr med masser af solskin og Østerbro IF spillede 4 kampe, hvoraf de 3 blev vundet i overlegen still. Kun en enkelt blev tabt og det var til KB, som vandt med et enkelt mål i en tæt kamp".
U6 i internationalt snit
U7 skulle også have været til stævne. Desværre havde arrangøren ikke fået givet besked om, at de havde ændret spillested, så to U7- og et U6-hold stod mutters alene på Ordrup Skole. Heldigvis havde de bolde med, så det endte med en god gang træning på fremmed græs.
U8 var arrangør af et 5-mandsstævne med seks modstanderhold og havde andre drenge til 3-mandsstævne i Lundehusparken.
Vi arrangerede et meget vellykket stævne, hvor der var en rigtig god stemning. Vi så samtidig, at vores drenge mangler lidt rutine endnu til at spille 5-mandsstævne, så vi har af KBU fået lov at flytte holdet, så vi i resten af sæsonen har to hold, der spiller 3-mandsstævner.
Det hold, der spillede 3-mandsstævne fik rigelig modstand. Som Agnete, Theo´s mor fortæller: "Det var en fin dag. Vi fik nogle bank af Nørrebro United x 2 og AB Tårnby, men spillede også godt sammen, selvom vi ikke kendte hinanden fra tidligere. Mange hilsner fra Abdu, Linus, Gustav & Theo."
U8 til stævne i Lundehusparken
På U9 holdet har vi nogle "rutinerede" drenge der spiller i B-rækken. De vandt to og tabte en enkelt kamp ved deres stævne. Vi havde også U9-C holdet til stævne. Fra vores rapporter på stedet ved vi kun, at det gik rigtig godt.
U9-B fejrer et godt stævne og gode præstationer
U10: Ikke alle spillere fra U10 er endnu kommet i gang efter sommerferien, hvorfor vi desværre måtte melde afbud til stævnet på B-niveau. Til gengæld havde vi drenge ude til stævne på A- og C-niveau. Træner Torsten Møller fortæller: C-niveau spillede tre tætte kampe med én sejr og to nederlag - begge på kun ét mål. A-niveau lagde fra land med 3 "clean sheets" mod B.93 (4-0), Dragør (3-0) og Vanløse (4-0)".
U11 spillede før sommerferien 5-mandsstævner, men skal nu til at spille 8-mands fodbold som turneringskamp mod en enkelt modstander. U11-B mødte i premieren B.1903 og tabte med et par mål i en lige og velspillet kamp, hvor der blev lavet usædvanligt mange mål. Så mange, at klubbens udsendte reporter til sidst mistede overblikket. U11-C kunne desværre ikke stille hold, da HIK skulle gæste Fælledparken.
U12 har som vanligt haft en meget aktiv weekend. Denne gang med både turneringskampe og deltagelse ved FB-Cup. I KBU-turneringen vandt A-holdet 6-4 over B.1903, B-holdet vandt over BK Frem og C-holdet over BK Fix.
Til FB-Cup gik vores hold også hele vejen til finalen, som blev vundet med 2-1 over AB Tårnby.
Stævnevinderne Paul, Jonatan, Ariyan, Peter, Abdul, Yunnus, Feras og Dini
Jonatan fejrede sin scoring nummer 200 i 2014