Menu

Alle hold slutter godt af i LKB-Cup i Gistrup (1)

01. juni 2014 kl. 00:16
Fem af klubbens syv hold til stævnet i Gistrup har i dag spillet deres sidste kamp i årets stævne. Og alle sluttede med manér og god grund til i morgen at rejse hjem med oprejst pande. U11 og U15-1 er stadig med i medaljekampen. U11 i finalen og U15 i kamp om 3. pladsen efter nederlag i semifinalen efter straffesparkskonkurrence

Lørdag morgen var der enkelte kampe fra det indledende puljespil tilbage, hvorefter slutspillet kunne gå i gang.

Østerbro IF havde for første gang nogensinde hele tre hold med i A-slutspillet. Heriblandt den største overraskelse, da Hasses U11-B drenge kæmpede sig i kvartfinalen efter flere brave indsatser. Kvartfinalen blev dog endestationen, da de tabte stort til overmagten fra Karlslunde IF.

U11-A drengene er indtil videre gået glat igennem. Syv sejre i træk - senest 5-0 i kvartfinalen over FC Lejre og 3-0 i semifinalen over Kastrup Boldklub. I finalen i morgen venter Team Hasses overmænd fra Karlslunde IF, som er gået lige så overlegent gennem de indledende runder. Med en samlet målscore på 41-0.


U15-1 havde i morges brug for en storsejr for at vinde puljen på målscore. Det må siges at lykkes, da Vindbjart IL blev besejret med hele 15-0. Det gav på papiret den nemmeste semifinale mod nr. to fra den anden pulje, norske FK Vigør. Semifinalen blev desværre ikke vundet. Efter 1-1 i den ordinære spilletid, tabte vores hold i straffesparks-konkurrence. I morgen gælder det så kampen om 3. pladsen mod Hånes IL, som vi tidligere har spillet uafgjort med. 

Alle vores fire hold, der spillede i B-slutspillet sluttede af med manér. U12-A fik sin første sejr efter to uafgjorte og to etmåls-nederlag, da Vejgaard BK blev slået med 2-0. U12-B fik oprejsning efter fire nederlag med uafgjort 1-1 i den sidste kamp mod Randesund. U14 sluttede efter en stime af nederlag med to fine kampe i placeringsslutspillet med sejr på 2-0 over Randesund og uafgjort 2-2 mod norske Lyngdal IL. Endelig sluttede U15-2 en stime af syv knebne nederlag af med en sikker 7-0 sejr over norske Vindbjart IL.

Vi må håbe at overskriften: Alle hold slutter godt af i LKB-Cup i Gistrup kommer til at holde i morgen også, når U11-A spiller finale og U15-1 spiller kamp om tredjepladsen, kommer til at holde hele vejen. 


Luk